Nedsunken forfod: hvorfor det gør ondt, og hvorfor det bliver ved

Hvad det er

Foden har tre buer – det er den tredje, der giver efter

De fleste kender svangen på indersiden af foden. Men foden har faktisk tre buer, og den tredje er den, færrest har hørt om: tværbuen. Den løber på tværs af forfoden og hviler på hovederne af mellemfodsknoglerne, lige bag tæerne.

Tværbuens opgave er at samle belastningen omkring den anden mellemfodsknogle og fordele resten ud til siderne. Så længe den holder, bærer hele forfoden i fællesskab.

Når den synker, flader forfoden ud. Vægten lander i stedet direkte på hovederne af anden og tredje mellemfodsknogle, præcis de to steder, hvor foden har mindst polstring at give af.

På dansk hedder tilstanden nedsunken forfod eller forfodsfald. Smerten, den giver, hedder metatarsalgi.

Mekanismen

Årsagen sidder sjældent dér, hvor det gør ondt

Det er nærliggende at tænke, at når forfoden gør ondt, må problemet være i forfoden. Men hos børn er forfoden oftest stedet, belastningen ender, ikke stedet, den starter.

Kæden ser sådan ud

Når svangen på indersiden af foden giver efter, ruller foden lidt længere indad ved hvert skridt. Det flytter afsættet: det sidste skub, foden giver, før den slipper underlaget. I stedet for at blive fordelt bredt over forfoden samler afsættet sig ind mod midten, på anden og tredje mellemfodsknogle.

Og det er præcis de to knogler, tværbuen ellers skulle have aflastet. Så bliver den ene ting til den anden: fodstillingen flytter belastningen, belastningen presser tværbuen, tværbuen giver efter, og så bærer forfoden endnu mere.

Hvorfor børns fødder er mere udsatte

En fod, der stadig vokser, har mere eftergiveligt bindevæv end en voksen fod. Nogle børn er derudover naturligt løse i leddene („dobbeltledede“), og hos dem giver foden endnu lettere efter under vægt. Det er ikke en fejl ved barnet. Det er en fod, der endnu ikke har den stivhed, den får med årene.

Og det er derfor, det bliver ved

Når barnet hviler, forsvinder smerten. Vævet får ro, trykket letter, og alt virker fint igen. Næste dag er foden præcis den samme, og belastningen lander præcis samme sted.

Et aktivt barn er på fødderne fra morgen til aften: skolegang, frikvarter, træning, leg. Hvert skridt gentager den samme skæve belastning.

Det forklarer det mønster, de fleste forældre kender fra deres eget barn: det bliver bedre i weekenden og værre igen om onsdagen. Ikke fordi noget bliver ved med at gå i stykker, men fordi årsagen aldrig blev lavet om.

1. Svangstøtte – det, der har børnedokumentationen

Støtter man svangen, holder man foden i den stilling, den skulle have haft, og afsættet bliver, hvor det hører hjemme.

Det er også dér, den bedste børneforskning ligger. Et randomiseret forsøg fra 2018 fulgte 52 børn med symptomgivende, fleksibel platfod gennem 12 uger. Halvdelen fik svangstøttende indlæg, den anden halvdel fik ingenting.

Børnene med indlæg havde en signifikant bedring i smerte og komfort, og i funktion, målt på helt konkrete ting som tiden, det tog at gå op ad en trappe.

Medicine (Baltimore). 2018;97(20):e10655. PubMed PMID: 29768332

2. Forfodspelotte – den direkte vej, men uden dokumentationen

En forfodspelotte er en blød hævning, der placeres i skoen bag mellemfodsknoglernes hoveder, ikke under dem. Tanken er, at den løfter tværbuen indefra og skubber trykket bagud, væk fra de ømme punkter. Den er udbredt, og den arbejder på forfoden selv.

Men dokumentationen er svagere, end man skulle tro. Et studie fra 2016 i Journal of Foot and Ankle Research målte trykket i forfoden under løb hos voksne og sammenlignede pelotte, forfodsdæmpning og ingenting. Resultatet: pelotten gav ingen målbar trykreduktion sammenlignet med ingenting. Det var derimod almindelig dæmpning i forfoden, der sænkede spidstrykket.

To forbehold hører med: målingerne er lavet på voksne, og kun under løb, ikke under almindelig gang. Studiet udelukker altså ikke, at en pelotte kan hjælpe et barn i hverdagen. Det viser bare, at det ikke er påvist.

J Foot Ankle Res. 2016;9:44. PubMed PMID: 27891180

3. Sko med fast hælkappe, støtte og dæmpning

Undervurderet og gratis at gøre noget ved. En sko, der er flad indeni og blød i hælkappen, lader foden falde sammen på samme måde hele dagen. En sko med fast hælkappe og reel dæmpning tager en del af belastningen, før foden overhovedet mærker den.

4. Øvelser · 5. Hvile og aflastning

Fodens egne små muskler kan trænes, og de er en del af det, der holder buerne oppe. Det er langsomt arbejde, og det gør ikke ondt at gå i gang. De står i næste afsnit.

Hvile virker, men kun så længe det står på. Foden er den samme dagen efter. Hvile er en pause, ikke en løsning.

Øvelser

Fem øvelser, I kan lave derhjemme

Fodens egne små muskler er en del af det, der holder buerne oppe, og de kan trænes. Det er ikke et hurtigt fix, og det skal det heller ikke være. Regn med uger, ikke dage.

Alle fem kan laves barfodet på gulvet foran fjernsynet. Det virker bedst, hvis det ikke føles som en øvelse.

• Tåspredning. Spred tæerne så meget som muligt, hold fem sekunder, slip. Ti gange på hver fod. Sværere end det lyder, og det er hele pointen.
• Kort fod. Sæt foden fladt på gulvet. Træk forfoden en anelse ind mod hælen, så svangen løfter sig, uden at krølle tæerne. Hold fem sekunder. Ti gange. Den vigtigste af de fem: den træner præcis de muskler, der holder svangen.
• Håndklæde-krøl. Læg et håndklæde på gulvet, og træk det ind under foden ved kun at krølle med tæerne. To gange på hver fod.
• Rulning med bold. Rul foden roligt frem og tilbage over en tennisbold eller massagebold i et minut. Løsner op og føles rart: børn plejer at være med på den her.
• Udspænding af læggen. Stå med hænderne mod væggen, det ene ben strakt bagud, hælen i gulvet. Hold tredive sekunder. To gange pr. ben. En stram læg øger belastningen på forfoden ved hvert afsæt, så den her hører med.